Twitter Decemberkalender 2013

@Snuf

1 kommentar
(Dette er ikke Steffen. Men det har været hans profilbillede så længe, vi husker, Red.)

(Dette er ikke Steffen. Men det har været hans profilbillede så længe, vi husker, Red.)

På mit Twitterprofilfoto "gemmer" jeg mig (helt bevidst) lidt, men det slog mig, at eftersom pointen er at lære folk at kende, kunne et billede, der man faktisk viser giraffen, være på sin plads. Fotografen er Christian Aarnio.

På mit Twitterprofilfoto “gemmer” jeg mig helt bevidst. Men det slog mig, at eftersom pointen her er at lære folk at kende, kunne et billede, der faktisk viser giraffen, være på sin plads. Fotografen er Christian Aarnio.

Hvad er der egentlig så fedt ved Finland? Og lærer man nogensinde at skrive finsk – og stave rigtigt?

“Naturen heroppe er fantastisk og klimaet mega kontrastfyldt; sommeren er varm og solfyldt, vinteren hård og kold (og lang!) og med masser af sne… og ned til minus 25. Ikke så meget dansk, brunt leverpostej over det, med andre ord.

Finnerne er tought folk, som først fik sin selvstændighed i 1917. Og så sent som for 65 år siden kæmpede de to blodige krige mod mægtige Sovjet. Heroppe er flag og selvstændighed forbundet med stor alvor og slægtninge, som er døde i krigen.

Helsingfors er en hyggelig, civiliseret mini-metropol, som man kan flyve frem og tilbage til fra København på halvanden time og godt og vel 1000 kr. Så afstanden er ikke noget at klage over. Samtidig er Helsingfors/Finland nok ikke det første sted, folk tænker på, hvis de skal holde en storbyweekendtur.

Jeg må tilstå, at jeg stort set ikke har lært mig noget finsk. Over hovedet. Det skortede ikke på gode intentioner i starten. Jeg gik på op til flere kurser for nybegyndere, men det var simpelthen for svært. Min hustru er finlandssvensk (6% af finnerne er det og har derfor svensk som modersmål). Og hele mit netværk heroppe – og alle på mit arbejde – taler uden undtagelse svensk eller engelsk. Min kontaktflade til det finske er altså minimal, og derfor har jeg ikke været tvunget at lære det.

Mine børn på seks og syv taler nu bedre finsk end jeg. Det piner mig lidt.”

Hvilken dag i 2013 har indprentet sig mest hos dig?

“Jeg kommer vel ikke udenom min 40-års fødselsdag. Jeg tilbragte fem dage omkring den alene i vores hytte i Skärgården. Skärgården er så godt som tom i oktober. Stilheden er mindblowing. Man er meget, meget alene, når man slukker sengelampen.

Jeg har i øvrigt udviklet en tendens til at blive en anelse knotten omkring min fødselsdag. Så udover at give mig den gave at få tid til mig selv, handler det vist også om at få sendt mig væk.”

Hvad er dit bedste karriereråd?

“Find et betalende arbejde, du kan holde ud. Brug al anden tid til egne projekter i det felt, du brænder for. De ting, som du laver af ren og skær iver, kærlighed, og nysgerrighed, bliver altid direkte eller indirekte til gavn senere. Netværk er uvurderligt. Hav tålmodighed, og vær åben for forandringer. Mit eget karriereliv har taget udviklinger, som jeg aldrig ville have haft fantasi til at forestille mig.

Do your job! Haha!”

Hvad vil du sige til dit 18-årige jeg?

“Allerførst ville jeg give mig selv et meeeget langt kram… At være 18 er ikke let. Jeg tror ikke, at det ville være nødvendigt at sige så meget. Bare det at se, at fremtidige jeg har det godt, skulle sikkert være nok.

Ok, og så “Køb Apple og Google-aktier”. Men den er vel letkøbt…”

Hvis dit hjem brænder, hvilke tre ting (ikke personer) vil du redde?

“Min Caravaggio-lampe, som jeg fik for nylig i fødselsdagsgave, under den ene arm. Og iMac’en under den anden arm. Og så ville jeg i øvrigt stå og varme fingrene ved se det hele gå op i flammer. Vi har alt, alt for mange ting. En af de fedeste ting ved at flytte til Finland var, at smide alt ud og starte forfra. Jeg ankom med to sportstasker i 2003. Resten har jeg fået skovlet sammen siden. Måske er det på tide at rykke videre…?”

Hvis du ikke skulle tænke på økonomi, hvad ville du så lave?

“Jeg er bange for, at det ville udvikle sig til noget uproduktivt og halvkaotiskt noget. Men jeg ville gerne have mere tid til at lege og spille. Så mon ikke, det var det, jeg ville gøre. Og hænge mere ud med ungerne. Jeg tror, det kunne slås sammen.”

Hvis du var politiker, hvad ville dine mærkesager så være?

“Det er jeg heldigvis ikke.”

Hvis vi gav dig 500.000 kroner, som du skulle give videre, hvem ville du så give dem til?

“Jeg kender mange, som jeg rigtig gerne ville støtte økonomisk til deres idéer og projekter. Men jeg tror, jeg ville give dem til ungernes skole og børnehave. Der klarer man hverdagen med chokerende få midler.”

Hvis vi siger, der er et næste liv – hvad, hvor og hvem vil du så være?

“Jeg håber, jeg bliver en ørn, der svæver højt oppe over det hele.”

Hvilke ugavnlige vaner eller mønstre vil du forsøge at ændre i 2014?

“Jeg stoppede med at drikke alkohol over sommeren, og jeg har tænkt mig at fortsætte så langt ind i 2014, som det føles godt. Julen over, i hvert fald.

Efter som alle altid får et underligt blik i ansigtet, når jeg siger dette, fortæller jeg gerne hvorfor: Det gik op for mig, at der var mere minus end plus. At prisen man betaler for hver brandert på alle måder er for høj! Derudover fik jeg en masochistisk lyst at teste mig selv. Se, hvor svært det er. Og indtil videre har jeg ikke kastet øksen i søen… som man siger her omkring.

Vi har en lang og gloværdig tradition for alkohol i min familie. Og jeg begyndte at indse, at nogen skal ændre dette mønster. Om det bliver mig, får tiden vise.

Men jeg er kedelig til fester for tiden. Undskyld.”

Din bedste oplevelse på twitter?

“Det er sikkert en oplevelse, der har hørt under #hivemind eller #twitterhjerne. Det er ret mindblowing, at man med en enkel sætning kan række ud til et netværk af mennesker, som man – for størstedelen – har et eller andet forhold til i forvejen. Jeg er altid ovenud lykkelig, når nogen tager sig tid og deler. Og oftest får man jo svar på det, man ønskede.”

Hvornår er twitter værst?

“Når der ikke er noget på hjerte. Det behøver jo ikke være gennemtænkt det hele. Men de der “hov, klokken er tre, jeg har ikke tweetet endnu”-tweets, dem gider jeg sgu ikke. Jeg har også unfollowed tweeps, som jeg egentlig holder af, helt enkelt fordi de skriver for meget. Jeg er kræsen. At kultivere et godt, balanceret og relevant Twitterstream frem er en kunst.”

Tre sites eller apps du ikke kan leve foruden

“1: imgur.com/r/wtf. Der går ikke en dag, hvor jeg ikke kikker forbi. Der er blot en håndfuld nye billeder per dag. Så det er som en god cigar. Reddit bruger jeg også alt for mange timer på.

2: Wikipedia. En af de ting man ikke fatter ikke fandtes for bare nogle få år siden. Tænk at vokse op nu og altid have mulighed for at få svar på det, man vil vide, på et par sekunder.

3: Jeg har en idé til en Killer-app! Hvis der sidder nogle, som kan noget med iOS/Android, så giv lyd. Så fortæller jeg mere!”

Vis noget, der betyder noget for dig:

På billedet er det min datter, Silke, som sidder på stenen og ser ud over havet. This is my church. Fra oktober til april drømmer jeg om at komme herud, og vi er herude så meget som overhovedet muligt under sommerperioden. Øen ligger ude i den yderste skärgård, to timers kørsel/sejlads hjemmefra og med Estland på den anden side af vandet. Jeg har ingen steder i verden set en så smuk og uspoleret natur som her.  Vi har i øvrigt en god gæstehytte hvis nogen vil se det med egne øjne...

This is my church. Det er min datter, Silke, som sidder på stenen og ser ud over havet. Fra oktober til april drømmer jeg om at komme ud på øen her. Vi er herude så meget som over hovedet muligt i sommerperioden. Øen ligger ude i den yderste skärgård, to timers kørsel og sejlads hjemmefra, og med Estland på den anden side af vandet. Jeg har ingen steder i verden set en så smuk og uspoleret natur som her. Vi har i øvrigt en god gæstehytte, hvis nogen vil se det med egne øjne…

Vil du have mere af Steffen, så følg ham på: @Snuf

 

Tusind tak fordi du fulgte med i Decemberkalenderen.
Vi ønsker dig et rigtig godt nytår!

Jonas og Laura

One thought on “@Snuf

Comments are closed.