Twitter Decemberkalender 2013

@Emiil

Om Emiil-profilbillede

Hvilken patientoplevelse har gjort størst indtryk på dig?

“En god kammerat, som fik leukæmi og blev indlagt på den afdeling, jeg arbejdede på. Han var indlagt i flere måneder og meget syg undervejs. Hans, hans families og hans kærestes frygt og sorg prægede hele afdelingen. Jeg frygtede at skulle opleve ham dø, mens jeg var på vagt. Han blev rask og udskrevet. Men fik tilbagefald tre år senere og døde. Han blev kun 36. Han satte mit job i et nyt relief, for pludselig gjorde det også rigtig ondt på mig, når en patient havde det skidt. Det gav mig større respekt for de bivirkninger og risici, vi som læger nødvendigvis må udsætte patienterne for. Og ydmyghed overfor videnskabens begrænsninger. Og større forståelse af, hvor kort livet er. Vi har jo kun hinanden til låns. Så vi må få det bedste ud af det, mens vi kan.”

Hvilken dag i 2013 har indprentet sig mest hos dig? Og hvorfor?

“9. juli. Første dag på Ven på campingtur med min kone og vores datter. Dejligt vejr, midt i sommerferien, frihed, på cykler på den smukke ø. Jeg viste dem mine favoritsteder. Vi var ude og bade. Jeg snorklede og så fladfisk. Vi så solnedgang og sov i telt. En dag med frihed, varme og kærlighed.”

Hvad er dit bedste karriereråd?

“Find gode kollegaer. Det er dem, der gør dig glad for at stå op om morgenen og tage på arbejde, også når det regner, og du har tømmermænd.”

Hvad vil du sige til dit 18-årige jeg?

“Tag ud og sejl med et skoleskib efter gymnasiet eller fortryd, at du ikke gjorde det. Jeg var ombord på Georg Stage som skibslæge en sommer og så, hvor meget eleverne sled, men også nød havet, fællesskabet og det, de lærte. Jeg tror, det ville have givet mig noget af den selvtillid, som jeg siden skulle arbejde så hårdt for at få.”

Hvad er det ledeste du nogensinde har gjort imod nogen?

“Jeg endte en gang et forhold på en bar, hvor vi var ude sammen, ved at gå hjem med en anden pige, jeg lige mødte.”

Hvis dit hjem brænder, hvilke tre ting (ikke personer) vil du redde?

“En kasse med billeder; en fiskeformet sparegris, som min far havde, da han var dreng; de manchetknapper jeg fik i 18-års fødselsdagsgave. Næsten alle andre materielle ting kan erstattes eller ligger i elektronisk kopi i skyen.”

Hvis du var politiker, hvad ville dine mærkesager så være?

“1. Et arbejdsmarked med mere fleksible arbejdstider og arbejdsugelængde, så der er plads til mange flere på nedsat tid, samtidig med at det altid er mere attraktivt at være i arbejde end på overførselsindkomst.

2. Afbureaukratisering af sundhedsvæsnet: Administrative tiltag skal altid kunne begrundes i direkte betydning for borgerne; varme hænder skal prioriteres over de kolde.

3. En barselsfond, så graviditet aldrig er et problem for små virksomheder.”

Hvis vi gav dig 500.000 kroner, som du skulle give videre, hvem ville du så give dem til?

“Lige portioner til Dansk Flygtningehjælp, Human Rights Watch og Mændenes Hjem. De første to er internationalt anerkendte for deres effektivitet og hæderlighed. Den sidste hjælper nogle af dem, som formår at falde igennem de fineste masker af velfærdssamfundets sikkerhedsnet. Jeg kender klientellet fra min tid på Hvidovre Hospital og går forbi hver dag til og fra stationen. Mange af de mennesker bliver aldrig nogensinde skatteydere, men vi kan forhindre, at de bliver drevet ud i yderligere sygdom og kriminalitet.”

Hvis du skal rådgive en kvinde om parforhold og kærlighedsliv, hvad vil du så sige til hende?

“A. Det skal føles godt i maven, når du er sammen med ham/hende.

B. Hvad enten du er i et forhold eller ej, skal du kunne føle dig glad og fri og gøre de ting, du godt kan lide. En partner skal være en bonus i dit liv. I skal kunne lave og nyde ting og venskaber hver for sig, for det perfekte match finder man aldrig.

C. Det bedste udgangspunkt for at finde en partner, som vil være god for dig, er at leve så godt et liv som muligt med dig selv, dine venner og din familie. Sørg for at komme ud og møde forskellige mennesker og deres venner. Hav det sjovt, indtil der sker noget mere seriøst.

D. Tag ansvar for dit eget crap. Vær selv den voksen, som trøster dit indre barn.

E. Hvis du er sikker på, at du vil have ham, og han stadig virker uinteresseret, kan det være fordi, han slet ikke har opdaget, at du er vild med ham. Step it up.

F. Han kommer aldrig til, at – og skal heller ikke – erstatte dine nærmeste veninder.”

Hvad så hvis du skal rådgive en mand om parforhold og kærlighedsliv? Hvad vil du så sige til ham?

“A, B, C og D er det samme.

E. Alle forhold er midlertidige. Så husk at lægge et pænt visitkort, til når hun en dag bliver single igen.

F. Hun har sandsynligvis brug for mere nærhed, varme og snak om følelser end du har. Vær generøs – og det kommer igen.”

Hvis vi siger, der er et næste liv – hvad, hvor og hvem vil du så være?

“Være flydende i tysk og fransk fra barnsben, men være vokset op i Sverige. Blive jazzpianist og være dygtig nok til at kunne leve af og rejse med det. Jeg har altid misundt naturligt flersprogede og musikere, så jeg har prøvet at dyrke både sprog og musik intenst i perioder. Men studier, bøger og videnskab har altid trukket mere. Så det kunne være sjovt at prøve et andet liv. Sverige – fordi landet og sproget er smukt, fordi det også er et trygt og rigt land, og fordi de kigger længere ud i verden og tænker større, end vi gør.”

Hvilke ugavnlige vaner eller mønstre vil du forsøge at ændre i 2014?

“Lægge mobilen mere væk. Stresse mindre. Lade være med at bide negle.”

Din bedste oplevelse på twitter?

Twedagsbar. Som at være 20-årig backpacker igen. Glad og kærlig fuldskab. Det at møde folk, som man føler man kender allerede, og som så viser sig at være tæt på det indtryk. Det at få nye venner på en skør måde.”

Hvornår er twitter værst?

“Når folk brokker sig over ligegyldigheder uden at være sjove. Når alle gentager hinanden. Når man bliver hængende, selv om man burde logge af.”

Tre sites eller apps du ikke kan leve foruden

“Foruden twitter, går jeg ud fra!

Evernote – til projektstyring, dagbog og noter om alt; nemt at overskue, organisere og redigere på tværs af platforme.

Dropbox – automatisk upload af billeder taget med telefonen; synkroniserede dokumenter og filer

UpToDate – betalingssite for læger med den mest opdaterede information om alle sygdomme”

Vis noget, der betyder noget

Om Emiil-billedederbetydernoget

Gullmarsfjorden, Sverige, ca. 100 km nord for Gøteborg.
Jeg har været deroppe på dykkertur flere gange. Dykkertur er skønt i sig selv, fordi det er koncentrerede naturoplevelser og fysisk krævende. Hverdagens tanker bliver skubbet helt til side, når man er afsted. Men når det så tilmed er ved Gullmarsfjorden, bliver det helt vidunderligt. Tæt på Danmark, men dog så eksotisk. Man kører rundt til de forskellige dykkersteder gennem et kuperet landskab af fjeld og skov. Kysten er skærgård, så det bliver hurtigt dybt, og vandet er som regel klart. Man ser torsk, hummere, taskekrabber, ål og korallignende dyr og planter. Jeg var der første gang som studerende og var der fjerde gang i sommer. Stedet er for mig en velsignet kombination af frihed, lethed, i ét med naturen og det skønne Sverige, hvor man tænker større og taler flottere, end vi gør. Og spiser lösgodis.

Lær Emil endnu bedre at kende! Følg ham på: @Emiil