Twitter Decemberkalender 2013

@Distraet

Om Distraet-profilbillede_

Er du bevidst om, at du er en kvinde i et mandsdomineret gaming miljø? Og udnytter du det, eller nedtoner du det?

“Det er hverken noget, jeg nedtoner eller udnytter. Hvis jeg udnyttede det, ville jeg selv være en del af problemet, og hvis jeg nedtonede det, ville det næsten være lige så slemt. Men jeg er bevidst om det, og jeg nægter at tie problemet ihjel, når det dukker op, også selv om det måske træder nogen over tæerne.”

Hvilken dag i 2013 har indprentet sig mest hos dig?

“Torsdag den 4. juli. Jeg sad i en bus i Berlin og ledte desperat efter WiFi for at kunne tjekke email. Jeg fik kortvarig internetforbindelse, hvilket var nok til at hente én mail, som jeg havde ventet flere uger på: Efter at have været igennem adskillige tests var jeg blevet hyret til en stilling, som jeg egentlig troede, at jeg kun kunne drømme om. Den følelse af at have opnået noget, som jeg var stolt af, den bliver jeg aldrig træt af. Og det blev kun bedre af, at min mor sad lige ved siden af mig med et kæmpe smil, da hun fattede, hvad jeg jublede over.”

Hvad er dit bedste karriereråd?

“Lad være med at springe over, hvor gærdet er lavest – og lær, hvad integritet betyder.”

Hvad vil du sige til dit 18-årige jeg?

“Alt kan lade sig gøre, men du skal fandeme arbejde for det. Lad være med at spilde tid på at tilfredsstille andre. Hav det nu sjovt, for fanden. Og ja, dine tømmermænd bliver værre med alderen.”

Hvad er det ledeste du nogensinde har gjort imod nogen?

“Jeg fik en gang min yngste bror til at tro, at hele verdenen forsvandt, når han lukkede døren til sit værelse. Han sov aldrig med lukket dør igen.”

Hvis du ikke skulle tænke på økonomi, hvad ville du så lave?

“Skrive, læse, skrive, læse, skrive. Hver evig eneste dag. Der er ikke noget mere befriende end at få afløb for alle tanker og følelser ved at nedfælde dem. Og skriver man, er man – efter min mening – nødt til at læse alt, hvad man kan komme i nærheden af. Når man udvider sin horisont, sørger man for, at ens kreativitet og motivation ikke langsomt visner hen.”

Hvis du var politiker, hvad ville dine mærkesager så være?

“Dyrevelfærd og socialt sikkerhedsnet – så længe man yder, skal man ikke være bange for at falde igennem revnerne. Og så skulle grænsen for, hvad studerende må tjene ved siden af deres SU, fjernes. Det er simpelthen et dumt tiltag for alle de studerende, som faktisk tager ansvar for deres uddannelse og er villig til at gøre en ekstra indsats for sig selv og andre.”

Hvis vi gav dig 500.000 kroner, som du skulle give videre, hvem ville du så give dem til?

“Halvdelen skulle gå til organisationer, som kæmper for bedre vilkår for dyr. Den anden halvdel skulle gå til en pulje for unge journalister, som ikke er bange for at eksperimentere med forskellige skrivestile og formater. Når kreative skribenter får frit spil, gavner det alle – også selv om halvdelen af eksperimenterne måske fejler – men det er sjældent, at traditionelle medier er villige til at tage chancen.”

Hvis du skal rådgive om parforhold, hvad vil du så sige?

“Er du ikke glad, er der noget galt.”

Hvis vi siger, der er et næste liv – hvad, hvor og hvem vil du så være?

“Marinebiolog på Hawaii eller i Australien. Det lyder åndssvagt, men jeg er vokset op ved vandet, og det er der, jeg føler mig hjemme. Hvis det var det, der ventede mig i et næste liv, ville jeg være lykkelig.”

Hvilke ugavnlige vaner eller mønstre vil du forsøge at ændre i 2014?

“Hvis jeg kunne blive mindre kynisk, ville det formentlig forlænge mit liv med et par år.”

Din bedste oplevelse på twitter?

“Det er, når folk uden opfordring pludselig skriver til én om et eller andet, som de mener kunne være relevant for en. Eller blot sender et link til en bizar gif. Så scorer man point hos mig.”

Hvornår er twitter værst?

“Når 140 tegn ikke er nok til en saglig diskussion.”

Tre sites eller apps du ikke kan leve foruden

Twitter, Pocket – til alle de sider og artikler, der skal læses igennem senere, og Reddit – det vanvittige indhold, man kan finde i Reddits afkroge, er simpelthen mind blowing.”

Vis noget, der betyder noget for dig:

Jeg har en billedramme med billeder af min farmor, min søster og min mor samt mig selv, da jeg var lille, som betyder rigtig meget for mig. Billederne gemmer alle sammen på en eller anden historie, men de viser også båndene mellem tre generationer af kvinder i min familie, hvilket i sig selv er lidt sejt.

Jeg har en billedramme med billeder af min farmor, min søster og min mor samt mig selv, da jeg var lille. Den betyder rigtig meget for mig. Billederne gemmer alle sammen på en eller anden historie, men de viser også båndene mellem tre generationer af kvinder i min familie, hvilket i sig selv er lidt sejt.

Vil du ha’ mere af Julie, så følg hende på: @Distraet