Twitter Decemberkalender 2013

@Badgirloftennis

Om badgirloftennis-profilbillede

 

Hvilket band vil du allerhelst anmelde?

“Jeg vil anmelde dem alle sammen. De kan bare komme an. Selv om det er et fedt arbejde, er det jo stadig bare et job.”

Hvad er dit bedste karriereråd?

“At der altid er en anden vej. Det at arbejde som musikanmelder er jo en stilling, man ikke kan uddanne sig til. Derfor har jeg været nødt til at opsøge jobbet på egen hånd. Det er lykkedes med en blanding af held og virkelig meget hårdt arbejde. Men også fordi jeg altid har haft en ro i maven, der lagde en dæmper på nerverne, fordi jeg altid vidste, at det var det her, jeg gerne ville lave. Jeg har aldrig været i tvivl. Og det har formentlig gjort det nemmere at holde mig selv til ilden.”

Hvad vil du sige til dit 18-årige jeg?

“To ting: “En dag kommer Klaus Lynggaard til at grine at noget, du siger”.

Og “bare rolig. Ham du tror, du elsker, er altså ikke manden i dit liv”.”

Hvis dit hjem brænder, hvilke tre ting (ikke personer) vil du redde?

“Mine flødefarvede Vans med Anders And-print (sko, red.), en flaske Makers Mark og digtsamlingerne på mit natbord. Når jeg ikke kan sove, læser jeg digte. Der er noget meget betryggende over alt det hvide papir og de få ord. Det er afstressende, og det minder mig om, hvor vildt og smukt og elastisk sproget kan være.”

Hvis du ikke skulle tænke på økonomi, hvad ville du så lave?

“Jeg ville lave det samme, som jeg gør nu. Men jeg kunne godt drømme om at have mere tid og luft i min hverdag til at udvikle musikformidlingen til andet og mere end bare det klassiske med anmeldelser og interviews. Jeg hører mange podcasts, både om musik, men også om populærkultur generelt, og på det punkt er Danmark stadig på amøbestadiet. Det kunne jeg godt tænke mig at skubbe til. Måske næste år?”

Hvis du var politiker, hvad ville dine mærkesager så være?

“Med fare for at lyde som Tony Blairs papegøje. Uddannelse, uddannelse, uddannelse. Men det skal ske med luft i systemet. Den dér stopursmentalitet holder ikke. Jeg var otte stive år om at blive cand. mag. fra Københavns Universitet. Men det var altså ikke fordi, jeg snoozede mig igennem de år. Det var fordi, jeg havde mulighed for at holde pauser undervejs, hvor jeg var i praktik på DR Musik og på Politikens bogredaktion. Og det var det sidstnævnte praktikophold, der gav mig mit drømmejob. Det var jeg næppe kommet i nærheden af, hvis jeg havde tilbragt al min tid på KUA. For mig var det vigtigt at have en vis grad af frihed.”

Hvis vi gav dig 500.000 kroner, som du skulle give videre, hvem ville du så give dem til?

“Jeg ville driste mig til at sætte et ekstra nul eller to bagpå og sende dem videre til Læger Uden Grænser, så de kan lave endnu mere meget, meget virkelighedsnær videnskabsmagi på de steder, hvor der er allermest brug for det.”

Hvis du skal rådgive en kvinde om parforhold, hvad vil du så sige til hende?

“Der er ikke noget galt i at skændes om de små ting, hvis bare man prøver at tale sammen om de store ting… Tip 2: Lad være med at prøve at lave om på din mand. Hvis han ikke er god nok som han er, er han ikke god nok.”

Hvad så hvis du skal rådgive en mand om parforhold?

“Der er ikke noget galt i at skændes om de små ting, hvis bare man prøver at tale sammen om de store ting… Tip 2: Lær at lave mad.

PS: Alt smager godt, hvis du putter chorizo i.”

Hvis vi siger, der er et næste liv – hvad, hvor og hvem vil du så være?

“Jeg ville sige Beyoncé, for jeg holder meget af Beyoncé, men der er også noget ved hende, som er en lille smule creepy. Jeg tror hellere, jeg ville være Lady Gaga. Så ville jeg bare sidde ved klaveret dagen lang og brøle gamle Elton John-sange iført gigantiske briller og en fucked up paryk og leve af østers, Pastis og pomfritter. Og så ville jeg lave nogle marginalt bedre plader og blive bedre til at gå i høje hæle.”

Hvilke ugavnlige vaner eller mønstre vil du forsøge at ændre i 2014?

“Når jeg er glad for en sang, hører jeg den på konstant, ulidelig, uendelig repeat. I år er det gået ud over Drakes ’Hold On We’re Going Home’, Nine Inch Nails’ ’Closer’, Baby in Vains ’Corny #1’, ’Year Zero’ med Ghost og Lady Gagas ’Aura’. Det går dog primært ud over mig selv. Så det er altså ikke rigtig noget, jeg har tænkt mig at ændre på.”

Din bedste oplevelse på twitter?

“Alle er så hjælpsomme! Det elsker jeg, og det gør mig lige glad hver gang.”

Hvornår er twitter værst?

“Når folk glemmer, at alle kan læse med. Det kan godt blive grimt. Jeg har prøvet det selv, og det gjorde mig ked af det, for det var to perifere bekendte, der kritiserede min faglighed – uden at nævne hverken mit navn eller mit brugernavn, selv om de udmærket kender begge dele. Man må mene, hvad man vil, om min faglighed og mig som anmelder. Men man kan i det mindste stå ved sine egne holdninger i stedet for at skjule det i et passivt-aggressivt røgslør af voksenmobning.”

Tre sites eller apps du ikke kan leve foruden

Det her som bevis på hvad jeg ville bruge dagtimerne på, hvis jeg blev genfødt som Lady Gaga.

Min podcast-app, som jeg bruger meget. Mine yndlings er Slate’s Culture Gap Fest, Mennesker og Medier, Sound Opinions, NPR’s All Songs Considered, The Read, NYT’s Popcast og Sort Søndag.

Og så kan jeg godt leve uden bloggen Go Fug Yourself, men jeg ville nødigt, for den er virkelig sjov.”

Fik du ikke nok af Pernille her, så følg hende på: @Badgirloftennis