Twitter Decemberkalender 2013

@Aabjoern

Om aabjoern-profilbillede

Hvad er det med dig og Italien? Vil du gerne være munk i Piemonte?

“Det spørger jeg mig selv om hele tiden. Jeg har altid været typen, der ikke rejser til det samme sted 2 gange, medmindre jeg skal besøge familie. Jeg vil jo gerne udforske nye steder. Alligevel har jeg rejst til Italien 6 gange inden for de seneste 2 år – og altid de samme 2 steder i henholdsvis Piemonte og Liguria. Jeg tror, det har noget at gøre med mit liv indtil videre; Jeg har tilbragt halvdelen af det som barn i Grækenland og den anden halvdel som voksen i Danmark. Et sted midtvejs mellem disse 2, både når det kommer til afstand, mentalitet, livsstil og klima, finder man Norditalien. Det er et sted, hvor jeg både kan genleve mine barndomsminder og opfylde de behov, jeg har som voksen.

Italien har rigtig meget at byde på for en som mig. Og der er garanti for utrolige rejseoplevelser, specielt hvis man er et åbensindet menneske. Det er i Italien, jeg har fundet de smukkeste landskaber – fra høje sneklædte bjergtoppe til iskolde søer og majestætiske skove. Det er i Italien, jeg har mødt de mest spændende mennesker – fra argentinske modstandsfolk, der er eftersøgt af Interpol, til filosoffer der lever som eremitter i bjergene, til festlige og egocentriske modedesignere. Det er i Italien, jeg har været til de vildeste fester – fra kæmpe danseklubber i Milano til hemmelige maskebal i Firenze. Jeg er aldrig kommet hjem fra Italien uden at have en vild oplevelse at kunne fortælle om – eller en stor hemmelighed, jeg ikke må dele.

Og nej, jeg er ateist. Så jeg vil ikke være munk? På den anden side ved jeg, at jeg har det rigtig godt, når jeg lever så simpelt som muligt. Når jeg ejer mindst muligt, når jeg er tæt på naturen, og når jeg har god tid til at reflektere over livet. Et liv som munk ville være perfekt, hvis ikke jeg på den anden side elskede at interagere med mennesker, at være kreativ, at lære nye ting, og at løse komplicerede problemer.”

Hvilken dag i 2013 har indprentet sig mest hos dig?

“Den 30. august. Natten hvor jeg fik blindtarmsbetændelse og skulle opereres. For det første fordi det gjorde rigtig rigtig ondt. For det andet fordi det var min første operation nogensinde. Men vigtigst af alt fordi det var en kæmpe lettelse. For real. Jeg skreg af smerte, men klappede samtidigt mine hænder af glæde over at det endelig skete. Lige siden en klassekammerat næsten døde af en blindtarmsbetændelse i 3. klasse har jeg været overbevist om, at det var noget, der på et tidspunkt ville ske for mig. Det var derfor fantastisk at få overstået.”

Hvad er dit bedste karriereråd?

“Be a motor. Not an anchor.”

Hvad vil du sige til dit 18-årige jeg?

“Ha’ lidt tålmodighed.”

Hvad er det ledeste du nogensinde har gjort imod nogen?

“Der var en periode, hvor jeg under telefonsamtaler med folk, der var i gang med at ryge – ja, det kan høres – bad dem om at ringe tilbage, når de var færdige. Selv min lillesøster var udsat for det. På et tidspunkt tweetede jeg om dette ”princip” og blev hurtigt sat på plads af @mariaklinke og @goerlitz, som ikke syntes, det var OK. Jeg havde en god debat med dem, som faktisk fik mig til at reflektere over min opførsel og gjorde, at jeg undskyldte over for min søster og aldrig har gjort det samme igen.”

Hvis dit hjem brænder, hvilke tre ting (ikke personer) vil du redde?

“Jeg tror ikke, der er et objekt i mit hjem, der er af særlig værdi – emotionelt eller økonomisk. Jeg ville nok bare være praktisk og tage min telefon, mit pas og mit dankort. Dem kan man komme rigtig langt med, siger min erfaring.”

Hvis du ikke skulle tænke på økonomi, hvad ville du så lave?

“Jeg ville tænke på noget andet. Jeg ville rejse rundt i verden, tage billeder, spise god mad og hjælpe andre mennesker. Og jeg ville selvfølgelig tweet’e og instagram’e mine oplevelser.”

Hvis du var politiker, hvad ville dine mærkesager så være?

“Færre biler, flere træer, større mangfoldighed, mindre forurening. Naturbeskyttelse i grundloven.”

Hvis du skal rådgive om parforhold, hvad vil du så sige?

“Lær at være glad for at finde kompromisser.”

Hvis vi siger, der er et næste liv – hvad, hvor og hvem vil du så være?

“Jeg vil gerne være mig selv igen. Og jeg vil gerne leve i den periode, hvor menneskeheden opnår klimaks, når det kommer til indsigt, selvindsigt og balance med resten af universet. Det bliver så en overraskelse at se, om mit næste liv bliver i fortiden, fremtiden, eller om jeg bare skal leve mit nuværende liv igen…”

Hvilke ugavnlige vaner eller mønstre vil du forsøge at ændre i 2014?

“Jeg vil gerne forsøge at overkomme min milde kronofobi (frygten for tidens gang, Red.). Noget jeg ikke har haft meget held med indtil videre.”

Din bedste oplevelse på twitter?

“Hele historien om #NasseTimm – og om hvordan en stor del af den danske twitosphere brugte juledagene i 2012 på solidt detektivarbejde, der endte i, at @leoparddrengen gættede, at navnet Timm Droese måtte være et anagram. At @helleras ramte plet med anagrammet ”mediestorm”. Og at det til sidst blev afsløret, at det hele var en kunstnerisk mediekritisk gimmick. Sagen kom på TV2 News, der selvfølgelig tog kredit for alt arbejdet med afsløringen. Heldigvis bidrog @LineHolm1 under et interview til, at de involverede danske tweeps fik lidt anerkendelse.

Hvis ikke man fulgte historien dengang, har @christiansophus lavet en rigtig god storify her.

Og der er der et utal af andre gode oplevelser, der for det meste går ud på, at nogen tweeter noget, der er så spot-on, at man begynder at juble – eller græde af grin. Eksempelvis @NisHansen og dette tweet på valgaftenen.”

Hvornår er twitter værst?

“Når man er i epicenteret af en #shitstorm. Jeg har næsten prøvet det en gang med #unfollowgate. Jeg husker endda, at nogen fik lavet en ”I survived #unfollowgate” T-shirt. Det er et typisk eksempel på en fuldstændig misforstået situation, der bliver blæst ud af proportioner. Noget der starter som sødt drilleri og #TwitterLove og ender som en kæmpe skandale. Tweeps elsker skandaler.”

Tre sites eller apps du ikke kan leve foruden

“Der er faktisk et site, jeg næsten ikke kan leve foruden: Min egen hjemmeside. Jeg har haft den, siden jeg var 16 år. Kald mig nørd, men jeg kan simpelthen ikke forestille mig et liv, hvor jeg ikke er repræsenteret online. Udover det: Wikipedia og Google Maps, som kilder til rejseinspiration.”

Vis noget, der betyder noget for dig:

Den lille prins af Antoine de Saint-Exupéry. Og med det mener jeg ikke min udgave, den fysiske bog jeg har i reolen. Det er historien der betyder noget helt særligt for mig. Det er en bog jeg læste første gang som barn og har lige siden vendt tilbage igen og igen. Jeg tuder hver gang jeg læser bogen fordi jeg kan genkende mange overvejelser, problematikker, følelser og tanker og fordi jeg kan finde mig selv rigtig mange steder i fortællingen.

“Den lille prins” af Antoine de Saint-Exupéry. Og med det mener jeg ikke den fysiske bog, jeg har i reolen. Det er historien, der betyder noget helt særligt for mig. Det er en bog, jeg læste første gang som barn, og som jeg lige siden har vendt tilbage til igen og igen. Jeg tuder hver gang, jeg læser bogen, fordi jeg kan genkende mange overvejelser, problematikker, følelser og tanker, og fordi jeg kan finde mig selv rigtig mange steder i fortællingen.

Vil du have mere af Aabjørn, så følg ham på: @Aabjoern