Twitter Decemberkalender 2013

@SigneAmtoft

Om signeamtoft-profilbillede

Alle radioværter går jo til tv før eller siden. Hvad er der egentlig så fedt ved radio, og hvorfor ikke bare skippe mellemleddet og gå direkte efter facetime på skærmen?

“Jeg fornemmer jeres bevidste provokation i det her spørgsmål, for præmissen er jo, at jeg (og alle i mit fag) gerne vil have tid i folks ansigter.

Man skal aldrig sige aldrig, måske kommer jeg til at lave tv en dag, og hvis jeg SKAL se på det som en overgang, så lærer man bare sindssygt meget om god tilrettelæggelse. Man har for det meste 4,5 min, før lytteren taber tålmodigheden. Det skal være effektivt.

MEN (live) radio er uden tvivl det mest spontane af alle medier. Du kan ændre retning fra det ene øjeblik til det andet, og du skal ikke bekymre dig om, at det (eller du) ser godt ud imens. Hvis du finder noget, der er sjovere, nyere eller mere interessant 30 sekunder inden, du går på, så sender du det i stedet.

Radio har længe været “det sekundære medie”. Ingen lytter aktivt til radio mere. Men hvornår har du sidst set tv uden at tjekke computer eller smartphone imens? TV er snart ligeså sekundært. Men i modsætning til tv kan man på radio ikke vise mere hud eller smukkere mennesker for at fange brugeren. Det handler kun om indhold. Og at lave det indslag eller den blok, der får folk til at stoppe midt i opvasken, arbejdet, eller trafikken og spidse ører – dét er ægte kvalitet. Og det håber jeg stadig på at opleve.”

Hvilken dag i 2013 har indprentet sig mest hos dig?

“Jeg har haft så mange vilde oplevelser i 2013, og jeg er overrasket over, hvor mange af dem, der smelter sammen. Men hvis jeg skal sige én dag, så var det den 20. juni, da jeg tog af sted mod Beijing sammen med de overordentligt søde folk på Pressen på P3. De skulle sende derovre fra en uge og havde taget mig med som reporter. Den dag står lidt som et symbol på min udvikling som person, journalist, radiomenneske og kollega generelt.

… at vores fly så blev aflyst den aften, og vi i stedet måtte tage af sted næste dag kan være sagen uvedkommende. Jeg var allerede rejst mentalt.”

Hvad er dit bedste karriereråd?

“Jeg ved ikke, om jeg som sådan føler mig erfaren nok til at give karriereråd. Men for mig virker det altid at være ærlig. Hvis du ved, hvad du vil, så sig det. Hvis du ikke ved, hvad du vil, så sig dét. Det værste, jeg ved er, når folk beater around the bush. Det virker både ubeslutsomt og albuerundsavsagtigt på samme tid.

Og så skal man altid være ydmyg med sin opgave. Du kan altid lære, og der er altid nogen, der er bedre end dig. Så drop konkurrencen, og lær af hinanden i stedet.”

Hvad vil du sige til dit 18-årige jeg?

“Selvom det er relativt kort tid siden, jeg var 18, så er der sket meget på de 3-4 år. Jeg har f.eks. været i udlandet og bo og arbejde og har startet, stoppet og skiftet uddannelse og karrierevej. Jeg tror, jeg ville sige, at selv de “uopnåelige” drømme er lettere og tættere på, end man tror. Så kan det godt være, I spørger mig om fem år, og jeg siger til mit 21-årige jeg “HA! Fucking idiot, du troede, du kunne alt”! Derudover er det altid vigtigt at huske, at “this too shall pass”. På godt og ondt. Vand under broen, ikke?”

Hvad er det ledeste du nogensinde har gjort imod nogen?

“Da jeg gik på efterskole skrev jeg en sang sammen med en veninde, som jeg indspillede alene, mens hun var hjemme på weekend. Jeg fik hele æren for sangen, og min veninde blev rigtigt skuffet. Jeg har den dag i dag stadig dårlig samvittighed, og selvom det kun var i 10. klasse, husker jeg stadig, at jeg lærte, at der ikke er noget, der er værd at svigte en ven for. Men vi er heldigvis rigtig gode venner stadig, og jeg aner ikke engang, hvor sangen befinder sig. Det er egentlig ærgerligt, for den var ret god. Den hed ‘Piece of Peace’. Det var jazz.”

Hvis dit hjem brænder, hvilke tre ting (ikke personer) vil du redde?

“Jeg er så dårlig til sådan nogle spørgsmål, for det minder mig endnu en gang om, at jeg ikke har nogen hobby eller nogen ting, jeg er øm omkring. Jeg er ret distræt generelt, så jeg ville sgu nok ikke nå at få så meget med, andet end det tøj fra mit gulv, der hang fast på mine fødder. Men jeg ville gribe min telefon og min store tykke jakke, og så ville jeg komme ud derfra. Det er bare døde ting.”

Hvis du ikke skulle tænke på økonomi, hvad ville du så lave?

“Jeg ved ikke, om I er klar over, hvad man får i løn på Talentholdet. Men hvis penge overhovedet ikke var et issue, så rejste jeg til USA og rejste hele landet rundt og forsøgte at forstå de mennesker, der bor i et land, der er så splittet, kulturelt, økonomisk og politisk, som det er. Jeg er meget, meget glad for USA, og jeg har både familie og venner derovre. Mangler kun mig selv.”

Hvis du var politiker, hvad ville dine mærkesager så være?

“Der er en grund til, at jeg ikke er i politik, og det kommer desværre nok også til at vise sig i mit svar. Men den dag, man ikke kan komme i skole og på hospitalet gratis, er der noget seriøst galt. Og så lige et shoutout til at slappe af med at skynde så meget på de studerende.”

Hvis vi gav dig 500.000 kroner, som du skulle give videre, hvem ville du så give dem til?

“På det nationale plan synes jeg, Ungdommens Røde Kors gør et fantastisk stykke arbejde for de børn i Danmark, der ikke har de muligheder, børn fortjener. Jeg skrev for dem i en periode og så deres arbejde i asylcentre, sommerlejre osv. helt tæt på. De fortjener virkelig en stor hånd.

På det mere internationale plan ved jeg ikke helt, hvilken organisation, det som sådan skulle være. Men jeg har lidt en drøm om at hjælpe piger i hele verden med at komme i skole. Mange piger bliver nedprioriteret mht. skolegang, fordi de alligevel “tilhører” den fremtidige svigerfamilie eller skal gå hjemme, alt efter hvor man er i verden. Når jeg engang er blevet færdig med at iscenesætte og realisere mig selv, så ville jeg gerne bruge al min tid og penge på dem.”

Hvis du skal rådgive en kvinde om parforhold, hvad vil du så sige til hende?

“Lad være med at være så forfængelig. Det er tilladt at fejle og sige fra. Men tålmodighed er også en dyd. Giv plads.”

Hvad så hvis du skal rådgive en mand om parforhold?

“Drop det dér med at “prøve at forstå kvinder”. Prøv at forstå den kvinde, du sidder overfor lige nu. Og don’t be a douche. Det gælder begge køn – behandl folk med respekt.”

Hvis vi siger, der er et næste liv – hvad, hvor og hvem vil du så være?

“En bjørn i de nordamerikanske skove. Sådan en canadisk én, der lever af frisk luft og fisk, den griber i luften ved et vandfald. Sådan én gad jeg godt være allerede nu. Et frit, selvstændigt væsen, der ikke er vant til, at kød kommer uden sener fra en køledisk, og at mælk har pap omkring. Er det egentlig overhovedet pap?”

Hvilke ugavnlige vaner eller mønstre vil du forsøge at ændre i 2014?

“Jeg ved ikke, om jeg ville ændre noget ugavnligt. Jeg ryger ikke, og jeg elsker chokolade alt for meget til at forsøge at smide det væk.

Men jeg ville vildt godt kunne spille trommer. Jeg har boet sammen med tre trommeslagere, og jeg har stadig ikke fået lært det. Så hvis jeg skal ændre et mønster, må det være, hvor dårligt det lyder, når jeg lægger mine manglende evner på det instrument. Vil nogen hjælpe mig?”

Din bedste oplevelse på twitter?

“Min veninde Maria sad i København og holdt børnefødselsdag, men skulle flyve til Prag næste morgen. Hun havde imidlertid glemt sit pas i Aarhus. Jeg skrev ud på Twitter, om nogen skulle den vej og ville tage det med. Fire-fem timer senere stod hun med det i hånden på Hovedbanegården. Hendes roommate havde afleveret det til @genild, som havde taget det med fra banegården. Det er sgu da smukt!”

Hvornår er twitter værst?

“Når journalister og politikere skiftevis sidder og klapper sig selv og hinanden på ryggen og derefter sviner hinanden til. Af samme årsag følger jeg ingen politikere og kun få ”store” twitter-journos. Orker det ikke.

Jeg synes generelt, der er en superdårlig tone på nettet. Og Twitter under eksempelvis awardshows og MGP er rædselsfuldt. Det er nærmest en konkurrence om, hvem der kan skrive de grimmeste ting om de optrædende. Det er fandme usmageligt.

Derudover synes jeg, det er borderline creepy, når folk skriver deres civilstatus i en twitter bio. Sådan, med henvisning til kærestens twitter-handle. Er I bange for at blive tweetet i fordærv?”

Tre sites eller apps du ikke kan leve foruden

“Jeg er kæmpe tumblr-fan. Jeg forstår ikke, at der ikke er flere danskere derinde. Jeg må også indrømme, at jeg nogle gange bliver inspireret til sjove tweets derinde. Men det er jo bare så sjovt, at ingen skal gå glip af det! Min egen tumblr er den her.

Jeg elsker at gå. Så bruger jeg tit geocaching app’en. Geocaching er ligesom et fællesskab, der laver moderne skattejagter. Så bruger man gps’en til at finde dem. Man bliver overrasket over, hvor mange der ligger rundt omkring. Den bedste udgave af app’en koster vist ca. 50 kr.

Jeg er kæmpe fan af instagram. Jeg har haft lange perioder, hvor jeg har deaktiveret min facebook og kun været på insta (og twitter). Jeg instagrammer alt, hvad jeg foretager mig – og bliver voksenmobbet en del med det. Men no regrets. Det holder mig ajour med mine venner i udlandet, og jeg synes også, at folks babyer er søde. Nogle gange. Du kan finde mig her.”

Vis noget, der betyder noget for dig:

Valget faldt på maleriet af Charles Darwin, der hænger på National Portraits Gallery i London. De sidste tre år har jeg tilfældigvis befundet mig i London i november/december. To gange for at være til julefrokost med Rocket Music, som jeg arbejdede ved i New York, og i år var det så for at besøge BBC med Talentholdet. Alt sammen fest og glade dage, men alle tre år har haft det til fælles, at turen til London har været en pause i en lidt turbulent tid. Det er blevet en tradition for mig at gå på NPG og nyde portætterne og de overordentligt komfortable lokaler, og maleriet af Darwin har alle dage slået mig som et af de stærkeste malerier, jeg nogensinde har set. Hans øjne borer sig helt ind i ens sjæl, samtidig med, at man fornemmer en ydmyghed og et hårdt liv. Og så er det et af de steder, hvor man, de mange turister til trods, meget ofte kan være alene. Jeg har taget mange beslutninger dér.

Valget faldt på maleriet af Charles Darwin, der hænger på National Portraits Gallery i London. De sidste tre år har jeg tilfældigvis befundet mig i London i november/december. To gange for at være til julefrokost med Rocket Music, som jeg arbejdede ved i New York, og i år var det så for at besøge BBC med Talentholdet. Alt sammen fest og glade dage, men alle tre år har haft det til fælles, at turen til London har været en pause i en lidt turbulent tid. Det er blevet en tradition for mig at gå på National Portrait Gallery og nyde portætterne og de overordentligt komfortable lokaler. Og maleriet af Darwin har alle dage slået mig som et af de stærkeste malerier, jeg nogensinde har set. Hans øjne borer sig helt ind i ens sjæl, samtidig med at man fornemmer en ydmyghed og et hårdt liv. Og så er det et af de steder, hvor man, de mange turister til trods, meget ofte kan være alene. Jeg har taget mange beslutninger dér.

Fik du ikke nok af Signe her, så følg hende på: @SigneAmtoft