Twitter Decemberkalender 2013

@LineHolm1

NY_Om lineholm1-profilbillede

Har internettet gjort det journalistiske niveau højere eller lavere? Har det ikke bare udhulet den generelle anseelse af faget?

“Begge dele. De første år var med til at udhule kvaliteten, fordi vi efter tab af print-indtægter blev færre medarbejdere til at lave måske 30-50 pct. mere stof. Arbejdspresset er ekstremt, og jeg har efterhånden set mange kolleger i branchen knække halsen på det – om det så giver sig udtryk i stress, sygdomme eller bare et desillusioneret farvel til faget.

Arbejdsmængden er stadig et problem. Men i dag vil jeg samtidig sige, at nettet også har givet journalistikken nyt liv. Fordi formidlingsmulighederne er flere, og rækkevidden til såvel læsere som kilder bredere. For eksempel troede man, at den grundige, velfortalte journalistik i lang form ville dø. Det modsatte er sket. Den gode journalistiks store chance er, at folk er ved at drukne i floden af vægtløs information. Information får først vægt og betydning, når den sættes i mønstre.

Folk savner fortællinger. Bud på fortolkninger. Forklaringer. Kort sagt; mening. En ægte journalist anno 2013 er i mine øjne ikke bare en videreformidler af information, men en skaber af mening.”

Hvad tænkte du i det øjeblik, da du for andet år i træk missede Cavling-prisen? Og hvor meget betyder det for dig at få den pris?

“I det præcise øjeblik tænkte jeg “YES!”, for ordvalget i juryformandens tale betød, at alle troede, den gik til mig. Mine venner var begyndt at juble nede bagved – det nåede jeg at blive helt varm om hjertet over.

Derefter tænkte jeg vel bare “fuck”. Jeg var pivskuffet, for selvfølgelig betyder lige præcis den pris noget. At sige andet ville være løgn. Men i dag er det fuldstændig ligegyldigt. At blive nomineret to år i træk – i år endda for et projekt, jeg havde lavet i min fritid – er et kæmpe skulderklap, og det har kastet alle de jobtilbud og andet smiger af sig, som man kunne håbe.

Dét, der virkelig betyder noget, er, at den type journalistik, som jeg tror på, bliver set og anerkendt. Fordi jeg mener, at det er den, branchen skal overleve på. Det handler ikke om min forfængelighed, og det er umuligt som eks-nomineret at kritisere Det Store Cavling-cirkus uden at virke bitter og forsmået. Men jeg står ret uforstående over for, at Cavling-komiteen i årevis har valgt at præmiere journalistik, som kan være nok så vigtig og fornem og magtomstyrtende, men som læserne beviseligt ikke orker at læse til ende. Cavling, den gamle lækker-skriver, ville vende sig i graven. Nu er en nysammensat komité på banen. Måske indvarsler det nye tider.

I øvrigt var jeg samme morgen styrtet på cykel og havde brækket et led på min venstre ringfinger. På grund af prisuddelingen kom jeg aldrig på skadestuen og har i dag, et år senere, et halvstift, skævt fingerled. Jeg drak mig i stedet pænt beruset med venner, andre nominerede og kolleger den aften. Og fremførte min takketale; et flammende forsvars- og kærlighedsskrift til journalistikken, klokken to om natten i frostvejr uden for et Vesterbro-værtshus. Det var en af de sjoveste aftener i 2013.”

Hvilken dag i 2013 har indprentet sig mest hos dig?

“Egentlig var det ikke en overraskende begivenhed. Men på lang sigt har den 2. august nok størst og mest lykkebringende betydning: Den formiddag stod der “gravid” på en test med store, fine bogstaver.”

Hvad er dit bedste karriereråd?

“Lær at sige “nej”. Ingen respekterer en vindbøjtel, og ingen magter alt.

I stedet for at forsøge at tilfredsstille eller imponere alle, så sug kritik til dig, lær dine svagheder at kende, og identificer din virkelige passion. Den er oftest sammenfaldende med dit talent.

Vælg dine opgaver med omhu. Udfør til gengæld disse med stor ærekærhed og perfektion. Sæt barren for de præstationer lidt højere hver gang. Hver eneste gang.”

Hvad vil du sige til dit 18-årige jeg?

“Tro mere på dig selv. Det skal nok gå.”

Hvad er det ledeste du nogensinde har gjort imod nogen?

“Som barn: At holde min kæft, når andre blev rovmobbet eller holdt udenfor i skolen. Min søster var udsat for det, og jeg kan føle kvalme ved tanken om det den dag i dag, 25-30 år senere.

Som voksen har jeg aldrig gjort noget ledt. Altså bevidst eller uprovokeret. Selvfølgelig har jeg gjort det alligevel. Og jeg er, ærlig talt, nådesløst kold over for folk, der én gang har vist, at jeg ikke kan stole på dem. Tilgivelse er overvurderet.”

Hvis dit hjem brænder, hvilke tre ting (ikke personer) vil du redde?

“Min computer – fordi jeg aldrig får lavet den der fornuftige back-up. Min farmors armbånd – fordi det er det eneste arvestykke, jeg ejer. Og en mappe med identitetspapirer – fordi dét og rene underbukser kan bringe dig ud af enhver penibel situation, trafikulykke, eller natligt rendezvous.”

Hvis du ikke skulle tænke på økonomi, hvad ville du så lave?

“Passe elefanter i Afrika. Afrika fremtvinger såvel ydmyghed og vildskab i folk. Det er lige så fascinerende et landskab, som det er smukt.

Måske ville jeg i et mere dovent øjeblik bare flytte til en hvid strand befolket af langhårede surfere, der lytter til Pearl Jam. Så ville jeg sidde der i en sarong og stråhat og skrive bøger, som forlanger at blive skrevet.”

Hvis du var politiker, hvad ville dine mærkesager så være?

“Miljøet. Velfærd for de svageste, herunder børn. En human udlændingelovgivning. Men jeg ville være en elendig politiker. Jo mere, jeg har lært i mit arbejde som journalist, og jo dybere, jeg er kommet ned i forskellige problemstillinger, jo sværere er det blevet for mig at vælge partipolitisk side. Jeg synes, alle kan have lidt ret – og samtidig være helt galt på den. Og jeg hader magtspil og Christiansborg-fnidder. Som journalist er det en fordel. Som politiker ville jeg dø på to sekunder.”

Hvis vi gav dig 500.000 kroner, som du skulle give videre, hvem ville du så give dem til?

“Lige nu: En af de organisationer, der er aktive i og omkring Syrien. Jeg har i 2013 besøgt syriske flygtninge i Jordan. Deres situation – og fremtidsudsigt – er håbløs og deprimerende. Mit hjerte bløder virkelig for de børn, og vi kommer til at mærke efterdønningerne af deres traumer og vores manglende indgriben i mange årtier frem. Også sikkerhedspolitisk. Hjælpeorganisationerne gør en reel forskel dernede, mens omverdenen i øvrigt nøler.”

Hvis du skal rådgive en kvinde om parforhold, hvad vil du så sige til hende?

“Giv ham, der taler pænt til tjeneren på restauranten på første date, en chance. Venlighed og overskud er sexet. Løb skrigende væk fra ham, der har men’er eller måske’er hægtet i enden af sine sætninger, når han taler om jeres fremtid. Gå efter ham, der ikke bliver skræmt af dine styrker, men bakker dig op i at anvende dem. Hver dag.”

Hvad så hvis du skal rådgive en mand om parforhold?

“Vælg hende, der får dig til at grine eller med én sætning kan få dig til at tænke, så det knager, resten af dagen. Hun er også interessant om 20 år.”

Hvis vi siger, der er et næste liv – hvad, hvor og hvem vil du så være?

“Mig selv. I et varmere klima. Med mere selvtillid, flere penge og en storebror. Jeg har altid ønsket mig en storebror.”

Hvilke ugavnlige vaner eller mønstre vil du forsøge at ændre i 2014?

“At gå for sent i seng – og have iPhonen med.”

Din bedste oplevelse på twitter?

“Jeg har haft stort held med at finde cases eller personer til faglig brug. Og jeg har for nylig skaffet en billet halvanden time før koncertstart til et totalt udsolgt Forum.

Men ellers vil jeg generelt sige, at det bedste ved Twitter er muligheden for at komme i kontakt med nye mennesker, såvel herhjemme som i udlandet. Jeg har sludret med nogle af mine største journalistiske idoler fra amerikansk magasinpresse på Twitter. Og med naboer fra min egen gade. Man kan virkelig opleve det bedste i mennesker på Twitter – trods de sølle 140 tegn.”

Hvornår er twitter værst?

“Ville gerne sige ”når folk bruger nutids-r forkert”. Men det klammeste er, når folk subtweeter. Jeg finder det såvel forunderligt som ufatteligt, at voksne mennesker finder fornøjelse i at bagtale eller rase helt proportionsløst mod enkeltpersoner offentligt. Som minimum kan man vel have cahones til at se folk i øjnene, mens man dolker dem.”

Tre sites eller apps du ikke kan leve foruden

“Sitet og iPad-app’en Instapaper, der gemmer alle de artikler for mig, som jeg ikke har tid til at læse på stedet. I weekenden og under transport indhenter jeg det forsømte, som regel på min iPad eller Kindle.

App’en Tweetbot, der for mig er den bedste twitterclient. Jeg tænder den som det første om morgenen på min telefon for at blive opdateret på nattens og morgenens nyheder.

Og sitet og app’en Longreads, der samler den bedste engelsksprogede journalistik i lang form. Det er en evig kilde til inspiration, bevægelse, klogskab og underholdning.”

Fik du ikke nok af Line her, så følg hende på: @LineHolm1