Twitter Decemberkalender 2013

@ConteNestor

1 kommentar
Om Contenestor-profilbillede

Det her er ikke Martin, men den nuværende Juventus-træner Antonio Conte.

Hvornår gik det op for dig, at fodbold skulle definere en stor del af dit liv?

“Hmm, jeg kom ret sent i gang med selv at spille fodbold. Men jeg fulgte med i alle mulige ligaer og stats, allerede da jeg var barn. Jeg synes dog ikke, at det er så stor en del af mit liv. Jeg lever ikke af det, og jeg tager gerne friweekender, hvor jeg slet ikke ser eller orienterer mig om fodbold. Men der er naturligvis tidspunkter, hvor det fylder noget mere. Den første gang var, da jeg var i bestyrelsen og fodboldtræner for to hold på samme tid i den lokale boldklub. Det var lidt for mange aftener, der blev tilbragt der. Især fordi det også er en af de der klubber, hvor samtaler foregår bedst over en øl.

Så er der jo alt det med Conte/Nestor-skalaen – min blog, der efterhånden har levet på bold.dkDENFRI.dk og nu på Tipsbladet. Den startede som en intern joke. Og jeg ville egentlig bare skrive, fordi det virker terapeutisk på mig. Så greb det om sig med ret høje læsertal. Der er ret mange af mine venner, der ikke aner, at jeg skriver om fodbold og har journalistik som bibeskæftigelse. Der hvor det blev rigtig seriøst, var nok da vi skiftede til DENFRI.dk. Så blev indholdet også langt mere alvorligt, og der findes jo endda folk, der betragter mig som ekspert og stopper mig i byen og spørger “Jamen, er du ikke ham… “. Men det skal stadigvæk være sjovt for mig selv, ellers gider jeg ikke.”

Hvilken dag i 2013 har indprentet sig mest hos dig?

“Det er fredagen til Trailerpark festival. Der mødte jeg nogle hipster-stoddere, der lige skulle have det sjovt på min bekostning på en meget kedelig måde. Thomas Lue Lytzen skrev endda om det til dontt.dk. Grunden til at jeg nævner lige det her, selvom jeg sikkert har oplevet sjovere og værre ting i 2013, er fordi, at jeg fornemmer at byen er blevet meget mere voldsom, hvad angår diskrimination og racisme.

I foråret oplevede jeg en anden lignende episode, der fik mig til at skrive denne Facebook-opdatering. Og ja, det skal lige siges, at jeg var knotten, da jeg skrev det:

Danmark er slet ikke gearet til at rumme Islam, islam-kritikere, Hedegaard-kritikere eller deslignende. Ingen af parterne forstår hinanden, eller har interesse i det. Danmark er ikke et specielt tolerant samfund.” 

Jeg er adopteret fra Korea. Koreanere er noget af det hvideste, dyreste og mest eftertragtede ikke-europæiske adoptivprodukt, der findes.

Fra tid til anden bliver jeg chikaneret eller tiltalt af fremmede mennesker på en eller anden racistisk vis. Det har jeg lært at leve med. Fordi sådan har det altid været. Da jeg var barn, blev jeg kaldt en million forskellige ting. Ofte kom folk hen til mig og lavede karate-positur og sagde “hija”. Jeg gik hverken til taekwandoo, karate eller judo. Jeg gik til håndbold, den verdensomspændende sport opfundet af en dansker. Jeg betragter mig selv som udemærket assimileret. Jeg hører gerne Carl Nielsen, og ved at der findes flere udgaver af “I Danmark er jeg født”. Feinschmeckere foretrækker i øvrigt Henrik Rung-udgaven. Alligevel synes folk, at det er sjovt at råbe gangnam-style efter mig. Særligt fulde folk.

Men de burde prøve, bare for en aften, at være adopteret pige. Hvis en adopteret pige er betænksom ved fx at vise kærtegn overfor deres far i det offentlige rum, så kigger folk på både far og adopteret datter med foragt eller komik – fordi de tror, at hun er en thaipige eller prostitueret. De står bare og venter på Ole Wedel-lyden.

Jeg mærker et skred. Det er kun min egen empiri. Men jeg synes, mine egne tilfælde bliver hyppigere. Og jeg hører mere om det fra andre, uden jeg har haft særlig interesse i det. Jeg bebrejder ikke nogen specifikt for dette, hverken internet eller Dansk Folkeparti. Jeg bebrejder vores magelighed og dovenskab, fordi vi glemmer at koncentrere os i det offentlige rum – og har skiftet opfattelse til at racisme er meget få ting. Det er det ikke.”

Hvad er dit bedste karriereråd?

“Lær basics. Det kommer til at indhente dig, hvis du ikke gør. Og find dig en – uformel – mentor eller partner-in-crime. Jeg havde Mik Strøyberg i mange år. Ham har jeg lært meget af.”

Hvad vil du sige til dit 18-årige jeg?

“Lad være med at overanalysere. Tag ikke dig selv så alvorligt. Og stop med at være vred. Du kommer til at brænde ud på det.”

Hvad er det ledeste du nogensinde har gjort imod nogen?

“Jeg har gjort mange ting under bæltestedet. Jeg ved godt, hvordan man får folk til at græde. Jeg er selv en ret kompetent mobber. Jeg fik engang delvist en medarbejder til at stoppe, fordi jeg sagde noget grimt om at bo i Hvidovre. Der var flere ting, og det var et dårligt match fra start, men lige det der Hvidovre fyldte en del i medarbejderens opsigelse. Den berømte prik over i’et.”

Hvis dit hjem brænder, hvilke tre ting (ikke personer) vil du redde?

“Jeg har den praktiske tilgang. Min computer, noget tøj, og så har jeg en lille kasse med vigtige ting. Så ville jeg kunne klare mig i ret lang tid. Det vrimler ikke ting i mit hjem, der har en heeeeeelt særlig og nutzi betydning.”

Hvis du ikke skulle tænke på økonomi, hvad ville du så lave?

“Jeg ville nok lave noget, hvor jeg kunne hjælpe folk. Enten med deres karriere eller projekt. Men i mit tempo.”

Hvis du var politiker, hvad ville dine mærkesager så være?

“Jeg ville reformere, så meget jeg kunne. Det er snart på tide at gøre det store regnskab op med, hvad der fungerer, og hvad der ikke fungerer. Fx hele skattesystemet. Både ideologisk og selve håndteringen af det. Det er jo nemmere at gennemskue en telefonregning end al kommunikation, der kommer ud derfra.”

Hvis vi gav dig 500.000 kroner, som du skulle give videre, hvem ville du så give dem til?

“Jeg ville give dem til et sted, hvor jeg var frivillig for et par år siden. En lektiecafé på ydre Nørrebro. Der er ikke et eneste hvidt barn. De børn der kommer der, kommer der i høj grad af egen fri vilje. De få forældre, der kommer der, er dybt taknemmelige, fordi de ikke kan hjælpe deres børn med dansklæsning allerede fra 1. klasseniveau. Til gengæld er børnene derude stærkere i matematik end de fleste andre hvide menneskers børn. Det er derfor din kioskmand kan regne så hurtigt. Det er sådanne steder, der skal have hjælp, hvis vi skal løfte bunden i samfundet bare en smule.”

Hvis du skal rådgive en kvinde om parforhold, hvad vil du så sige til hende?

“Mænd er som regel ret simple, og dem der ikke er det, er ret sørgelige. De skal bare have et los. Det er dig, der har kontrollen. Men misbrug den ikke.”

Hvad så hvis du skal rådgive en mand om parforhold?

“Bare sig ja. Og vogt dig for redebyggere, hvis du ikke selv er klar. Det kommer du til at fortryde bittert senere, og så rammer det andre end dig selv.”

Hvis vi siger, der er et næste liv – hvad, hvor og hvem vil du så være?

“Nu er jeg jo født på et andet kontinent. Så jeg føler tit, at jeg lever to liv og dermed mit næste liv allerede. Så når jeg sidder derhjemme og har søndagsblues, så forestiller jeg mig selv i det andet liv. Kløgtigere og uden den europæiske sjofelhed og dovenskab. Og så falder jeg nemmere ind i en stor grå masse. Det var min barndomsdrøm. At være normal.”

Hvilke ugavnlige vaner eller mønstre vil du forsøge at ændre i 2014?

“Jeg vil gerne lære at stå tidligere op. Eller lavet noget før jeg står op. Min morgenrytme er: Avislæsning i sengen. Bad. Tøj. Ud af døren.”

Din bedste oplevelse på twitter?

“Det er hver gang, folk får et ærligt svar, som de ellers ikke ville have fået, fordi kommunikationsvejene er blevet kortere. Når de får hjælp eller lige dét stykke information, som de ikke kunne google sig til. Til gengæld giver jeg ikke en skid for alt det selvpromovering og rygklapperi, der er. Det er sgu bare virtuel saunaklub.”

Hvornår er twitter værst?

“I gamle dage, når man sad og mundhakkes på internetfora, så talte man om den virkelige verden og den virtuelle verden. Altså en form for dualisme. Så kunne man nemmere abstrahere. På Twitter er mennesker ekstremt kort for hovedet. Og der findes en hel del, hvor mediet simpelthen ikke matcher mennesket. Det er derfor, at jeg stadigvæk holder fast i et pseudonym, så jeg ikke lader mig påvirke for meget af, hvad der sker, selvom jeg synes, at jeg giver en del af mit privatliv og holdninger.”

Tre sites eller apps du ikke kan leve foruden

“Jeg er ret kedelig, hvad sites og apps angår. Det interesserer mig ikke voldsomt, selvom jeg har bygget apps tidligere. Jeg bruger Spotify, Netflix, Instagram og internetporno ligesom alle andre, men når man arbejder i mediebranchen, er det jo også arbejdsredskaber. Jeg har dog en pænt stor samling af børnespilapps. Jeg bruger dem til at koble af på. Jeg tager ikke telefonen eller svarer på Facebook, hvis jeg sidder og bygger et-eller-andet i Clash of Clans eller spiller online Stratego.”

Vis noget, der betyder noget for dig:

Nu har jeg bare taget et billede af min kaffekop. Men der er lidt flere ting i det. Dels fordi at jeg godt kan lide at drikke kaffe med folk, og høre deres historie, tale forretning, tale privat og så videre. Det er nok min yndlingshobby. Tænk sig, hvis man kunne leve af kaffeslabberas og glemme tiden. Men derudover er koppen også en Galatasaray-kop fra min seneste rejse til Istanbul. Det er et sted som jeg holder meget af. A perfectly acceptable chaotic place.

Nu har jeg bare taget et billede af min kaffekop. Men der er lidt flere ting i det. Dels fordi at jeg godt kan lide at drikke kaffe med folk, mens jeg hører deres historie, taler forretning eller taler privat. Det er nok min yndlingshobby. Tænk sig, hvis man kunne leve af kaffeslabberas og glemme tiden. Men derudover er koppen også en Galatasaray-kop fra min seneste rejse til Istanbul. Det er et sted, som jeg holder meget af. A perfectly acceptable chaotic place.

Vil du have mere af Martin, så følg ham på: @ConteNestor

 

One thought on “@ConteNestor

  1. Mads Song says:

    Elsker simpelthen den mand. Har været fuldstændig solgt siden jeg første gang læste en blog på bold.dk i sin tid. Har aldrig oplevet noget menneske lave lige så lamme (men samtidig holdbarer) paraleller. Håber aldrig du bliver træt af dine freelance journalistprojekter.

Comments are closed.